Dagligdagen
Læs hvordan dagligdagen er tilrettelagt i institutionen, fra vi åbner om morgenen, til vi lukker om eftermiddagen.
Dagligdagen i vuggestuen
Morgen
Kl. 06.30 åbner vuggestuen. Alle børn er samlet i alrummet. Vi tilbyder børnene morgenmad indtil kl. 07.15.
Kl. ca. 07.30 fordeler vi os på stuerne, hvor vi leger og laver forskellige aktiviteter.
Kl. ca. 08.45 tilbyder vi børnene et lille måltid.
Efter maden holder stuerne samling. Vi synger, fortæller historier og taler med børnene om, hvem der er kommet, og hvem vi mangler.
Formiddag
Om formiddagen er der planlagte aktiviteter eller leg på legepladsen. Nogle er f.eks. på tur, på legepladsen eller i børnehaven. Nogle gange bliver en lille gruppe børn inde og leger med fingermaling eller lignende.
Vi vurderer, hvilke aktiviteter dit barn skal deltage i med udgangspunkt i barnets alder og udvikling.
Når vi skal ud at lege eller på tur, hjælper vi børnene med at lære selv at tage tøj på.
Når børnene kommer ind fra legepladsen, hjælper vi børnene med at lære selv at tage tøj af og vaske hænder.
Middag
Kl. 10.45 spiser vi middagsmad. Vi spiser i små grupper, fordi vi har erfaret, at det er den bedste ramme for et roligt måltid.
Vi lader børnene hjælpe med praktiske opgaver i forbindelse med måltidet, f.eks. at dække bord, øse mad op, skære ud, hælde op og række maden videre. Derudover snakker vi med børnene under måltidet.
De fleste børn sover middagssøvn i vuggestuen. Børnene sover udendørs i en barnevogn eller krybbe, undtagen de ældste børn som sover på en madras indenfor. Inden børnene bliver lagt til at sove, tager vi os god tid til at hjælpe dem med f.eks. afklædning, komme på potte, toilet eller få skiftet ble.
De børn der ikke sover, leger i alrummet.
Eftermiddag
Efter middagssøvnen bliver børnene tilbudt eftermiddagsmad ca. kl. 14.00. Herefter er der leg på stuen eller legepladsen.
Mellem kl. 16.00 og 16.45 samler vi de børn, der ikke er blevet hentet endnu, på en af stuerne i vuggestuen eller på vuggestuens legeplads. Børnene leger eller får læst en historie.
Dagligdagen i børnehaven
Morgen
Kl. 06.30 åbner børnehaven. Alle børn er samlet i alrummet. Vi tilbyder børnene morgenmad indtil kl. 07.15.
Kl. 07.30 går børnene ind på deres egne stuer eller vælger fortsat at være i alrummet.
Formiddag
Kl. 09.00 tilbyder vi børnene et lille formiddagsmåltid, som ofte består af frugt og brød.
Kl. 09.30 tirsdag, onsdag og torsdag er der planlagte aktiviteter. Vi laver nogle dage aldersopdelte aktiviteter på tværs af børnehaven. Mandag og fredag er der fri leg og mulighed for spontane aktiviteter.
En dag om ugen er vuggestuen på besøg med de kommende børnehavebørn, så de lærer børnehaven at kende, inden de starter.
Middag
Vi spiser frokost ca. kl. 11.00. Vi spiser i små grupper med en voksen ved hvert bord. Børnene er med til at dække bord, sende maden rundt og hælde op.
Efter frokost går vi ud på legepladsen.
Eftermiddag
Ca. kl. 13.45 spiser vi eftermiddagsmad, som f.eks. består af frugt og brød. Herefter er der fri leg, indtil børnene bliver hentet.